Råd nr. 2 til Better Aging for din hud

Åh ja den skønne sol. Jeg håber, at du har nydt den, her de seneste par dage.

Du kan sikkert mærke, som jeg, hvilken positiv effekt, den har på os. Solen stimulerer nemlig dannelsen af D-vitamin, som har betydning for en lang række af kroppens processer og ikke mindst forlængelse af vores levetid. Vi kan også mærke, at vores energi øges og humøret forbedres.

Så solen skal udnyttes og nydes. 

Bagsiden af solens stråler

Men du ved sikkert også, at der en bagside af medaljen, når det kommer til solen. 

I den mere alvorlige ende øger UV-strålerne risikoen for hud- og modermærkekræft. Solen er endvidere den værste fjende, når det kommer til din huds ydre tilstand. 80% af de ydre skader på vores hud, kan kædes til solens stråler. Strålerne nedbryder nemlig med tiden vores hud, så den både mister sin elasticitet og ikke mindst evnen til at komme sig. 

Sådan skader solen din hud

Vores hud husker og solskaderne ophobes.

Det betyder, at skaderne bliver tydeligere med alderen, alt efter graden af eksponering.

Skaderne kan i starten vise som fine linjer og senere rynker. Huden kan også få en uensartet teint grundet pigmentforandringer. Dette ses i form af brune plamager. Din hud bliver slappere og mere tør.

Så hvis du gerne vil bevare en flot hud og reducere rynker, så er det bedste og ikke mindst nemmeste råd, at være opmærksom på, hvordan du omgås solen. For det er både vigtigt med sol, og at passe på med sol, når vi taler om Better Aging. 

Til gengæld er det en faktor, du selv kan tage fuld kontrol over, og ændre allerede fra i dag. 

Gode råd når det kommer til solen

Kræftens bekæmpelse har udarbejder tre gode solråd, som er et godt udgangspunkt.

  1. Find skygge mellem kl. 12 og 15, hvor solens stråler er på sit højeste.

  2. Bær solhat eller langærmet t-shirt, hvis du ikke har mulighed for at søge skygge.

  3. Solcreme. De anbefaler faktor 15 i Danmark og 30 når vi er i udlandet.

Men her er mine ekstra råd til særligt dit ansigt

Udover de gode råd fra Kræftens Bekæmpelse, har jeg disse gode råd til dig.

  • Solcreme hver dag
    Brug en dagcreme eller solcreme året rundt. Huden udsættes også for lys i vinter halvåret. Gør det til en del af din daglige morgenrutine.

  • Smør igen
    Virkningen aftager i løbet af dagen, smør derfor gerne creme med faktor på igen i løbet af dagen, særligt i sommer halvåret. Jeg har en lille solcreme, som jeg blot medbringer i min taske.

  • Høj faktor om sommeren
    I sommerhalvåret, hvor strålerne er stærkest, bruger jeg faktor 30 til huden i mit ansigt og den sarte hud på hals og bryst.

  • Nok solcreme
    Vær opmærksom på hvor tykt/tyndt lag du smører på. For at solcremens faktor skal holde, skal du påføre 2 g. pr cm2 hud. Hvor meget er det så? Måske en halv teske fuld, men det afhænger altså af dit ansigts størrelse. Så find den mængde der kan dække hele dit ansigt.

  • Solbriller i bilen
    UV-lys trænger også igennem dine bilruder. Du kan derfor med fordel beskytte dit øjenområde med solbriller her også.

  • Optimer din hud indefra
    Du kan også forberede din hud bedre mod solens stråler enten i form af kosttilskud eller bestemte fødevarer, fx tomat.

Og lige en sidste ting.

Når du nu alligevel er i gang med at smøre dit ansigt ind, så husk dine hænder. Beskyt dem på samme måde, så de forbliver smukke og uden pletter! Vi glemmer ofte vores hænder og opdager det først, når de pludseligt viser tydelige tegn på aldring. Så nyd solen, men hver opmærksom på hvordan.

Rigtig god sommer!

Forrige
Forrige

Råd nr. 3 til Better Aging for din hud

Næste
Næste

Råd nr. 1 til Better Aging for din hud